Teksten er et uddrag af en artikel i Weekendavisen 1. maj 2000

Så drøner vi rundt i offentligheden, alle vi karrierepiloter, der vil det hele på én gang, børn, kærlighed og udfordrende arbejde. Vi er måske journalister, eller også er vi børneforskere, og en dag sidder vi på arbejdet og nages af en tung samvittighed. Der noget galt.
Vi griber telefonen og taler med eksperten, måske også politikeren, og vupti har vi sendt nye overskrifter i cirkulation, nye fragmenter af bekymring, nye skarntydepile til den bløde plet i hjertet. Det står ikke godt til. Forældrene benytter ikke deres nye ret til mere tid med familien, de veksler tiden til penge i stedet: mødre til småbørn knokler mindst lige så meget som fædre (børnene føder vi for at proppe dem i institution), hvor de opdrættes på penicillin og vitaminer som små svin; hvor de får lov at bestemme alt for grænseløst meget selv og derfor udsættes for grusomme numselege. Hjemme køber vi os fattige i fjernsyn og legetøj og indretter værelser for at slippe for at se på dem; på værelset tænder de for pornokanalen og fordærves, som 9-årige går de rundt i g-strengstrusser, som 10-årige drikker de bajere og som 11-årige ryger de hash...
Nej, det er ikke let. Det er, som om de børn er blevet uregerlige for os. De bliver født, begynder at gå, tager i vuggestue og kommer i trodsalderen. Lige efter den - sådan lyder det i hvert fald fra eksperterne - truer præpuberteten. Næste gang vi ser dem kommer de ud af deres værelse som førtidspensionist med en guldbajer i baglommen og en besked doberman i alt for lang snor. De voksne drømmer om mere tid, økonomiske lettelser, et andet samfund. De er så lidt sammen med deres børn, synes de, at de slet ikke kan præge dem.
Titlen: Instant kakao: hurtigt tilberedt kakaodrik

Linje 8: fragmenter: brudstykker
Linje 8: skarntyde: gift
Linje 23: præpuberteten: før puberteten]]>